“Himlens udseende forstår I at tyde, men tidernes tegn kan I ikke tyde.” (Matt.16,1-3)
Jesus anklagede jøderne for ikke at kunne tyde tidens tegn. Hvad betød dét?
Hvilke tegn burde Israel have kunnet tyde?
Hvad var “Tidens Tegn”?
Profeten Daniel forudsiger NØJAGTIG, hvornår Messias skulle fremstå. Denne profeti er blevet angrebet mange gange; netop pga. dens nøjagtighed. Den er simpelthen for nøjagtig til at kunne være sand, og med dét som udgangspunkt har man tidsfæstet den meget senere, end der videnskabeligt er grundlag for.
Det kan jo ikke passe, at et menneske skulle kunne forudsige fremtiden SÅ nøjagtigt. Derfor har man ment og prøvet at føre bevis for, at Daniel 9,25-27 er skrevet mange hundrede år senere - ja, EFTER at profetien er gået i opfyldelse, og at den derfor er svindel. Man glemmer bare, at Gud kender fremtiden og alle andre skjulte ting til mindste detalje og åbenbarer dem for sine tjenere, profeterne.
Israel regnede Daniels profeti for det, den virkelig er; Guds forudvidende Ord om den kommende Messias. Og dette Ord blev bevaret lige indtil den blev opfyldt af Ham, som den handlede om, nemlig Jesus Kristus. Jesus opfyldte flere hundrede af de gammeltestamentlige profetier, men den VIGTIGSTE af dem alle var Daniels profeti om Messias’ død.
Og han opfyldte den med helt overnaturlig nøjagtighed.
DANIELS 69 ÅRUGER
Profeten Daniel kendte tidens tegn. Men han så dem ikke omkring sig. Han så dem i SKRIFTEN, og således “…blev jeg, Daniel, opmærksom på angivelsen i bøgerne…” (Dan.9,2)
Derefter bad han ud fra dét, han havde LÆST, og Gud svarede ham:
“Du skal vide og forstå: Fra ordren til at genopbygge Jerusalem, og indtil Messias, fyrsten, er der syv uger og 62 uger; gaderne skal genopbygges og muren, selv i trængselstider!” (KJV Dan.9.25)
“Og efter de 62 uger skal Messias dø…” (KJV Dan.9.26a)
Så der skulle gå syv uger og 62 uger - altså 69 uger - fra ordren om Jerusalems genopbyggelse efter det babyloniske fangenskab, og indtil Messias skulle komme og dø.
Her er det vigtigt at vide, at man ud af grundteksten kan se, at det ikke drejer sig om uger af syv dage men om ÅRUGER, altså 69 perioder på SYV ÅR, ialt 69 X 7 = 483 år.
Så der skulle ifølge Daniel gå 483 år, fra ordet om Jerusalems genopbyggelse udgik, og indtil Messias’ død. Men når der i bibelen står “år”, menes der ikke solår á 365,24 dage, sådan som vi forstår det. Bibelen regner med år á 360 dage. Det ved vi fra beretningen om Noas ark, Daniels bog og Åbenbaringen. Dem kalder vi “profetiske år”.
483 profetiske år X 360 dage = 173.880 dage
173.880 dage / 365,24 solår= 476 år solår
OPFYLDELSEN
Ordet om Jerusalems genopbyggelse udgik i 445 f.Kr. sammen med Nehemias, da perserkongen Artaxerxes den første lod judæerne drage hjem og genopbygge Jerusalem og gav ham breve med til statholderne “hinsides floden.” (Neh.2,8)
445 f.Kr + 476 solår = år 31 e.Kr.
Og så skal vi lige have år 0 fjernet, for år 0 eksisterer ikke (Jesus blev født i år 1 og ikke år 0), og så rykker det hele, så vi lander på år 32 e.Kr.
Sir Robert Anderson var manden, der påviste Guds nøjagtighed, når det kommer til Hans Ords opfyldelse og den sikkerhed, hvormed det står til troende. Og det gør han i skriftet “The Coming Prince” fra 1881.
Her beviser han gennem minutiøse udregninger, at fra Artaxerxes’ dekret, “ordren til at genopbygge Jerusalem”, som udgik den 14. marts 445 f.Kr., gik der NØJAGTIG 173.880 dage eller 483 profetiske år indtil den 6. april år 32 e.Kr., hvor Jesus red ind i Jerusalem som jødernes Messias på Palmesøndag.
“Thi mens vi endnu var afmægtige, led Kristus,TIL FASTSAT TID døden for os, som endnu var ugudelige” (Rom.5,6)
Jøderne granskede skrifterne dengang, som de gør det idag. De reciterede Moses og profeterne dagligt, ja børnene lærte at læse ud fra bibelen. De kunne lange passager udenad, og de lærde havde studeret Guds Ord hele livet og gik så dybt i det, som de kunne. Men de FORSTOD ikke Skriftens Ord.
Israel vidste, NØJAGTIGT HVORNÅR MESSIAS SKULLE KOMME, og alligevel henrettede de Ham “til fastsat tid”, fordi de ikke forstod betydningen af det, de læste.
Derfor sagde Jesus, at de ikke forstod at tyde tidernes tegn:
Tiderne betyder HISTORIEN, og jødernes historie er SKRIFTEN.
De forstod ikke at tyde skriftens tegn, som er SKRIFTTEGN.
For dem var det bare bogstaver. De forstod ikke BETYDNINGEN af dem.
Skriften skal tydes for at give mening:
“Tydes dine Ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt” (Sl.119,130)
Hvis Israel havde tydet tidernes tegn, Skriftens bogstaver, havde de ikke myrdet deres Messias, da Han kom. Men de kendte ikke deres BESØGELSESTID og forkastede deres udvælgelse, som overgik til Menigheden.
“70 uger er fastsat over dit folk og din hellige by…” (Dan.9,24)
Der er ialt fastsat 70 åruger over Israel, altså 490 år, hvor Gud regner med Israel som sit udvalgte åbenbaringsfolk. Men det er ikke 490 fortløbende år. Efter 483 år eller 69 åruger, da Israel fornægtede og forkastede deres Messias, gik Guds profetiske tidsplan for Israel i stå, og frelsen overgik til Menigheden, Kristi Legeme, da han sendte evangeliet ud over hele jorden til alle hedningerne.
Den 70. og sidste åruge for Israel står således endnu tilbage og starter sit forløb efter bortrykkelsen, hvor det igen er Israel, der skal være Guds lysbærer og udvalgte åbenbaringsfolk på jorden i den sidste af de 70 åruger, de sidste 7 år, Den Store Trængsel.
Menigheden er således en slags parentes på 2000 år imellem den 69. og den 70. åruge,
MENIGHEDEN OG TIDENS TEGN
Tydes skrifternes tegn idag, så vi ser, at Jesus er på vej for at hente sin Menighed?
Eller ser vi på vores OMGIVELSER og lader DEM fortælle os, hvor vi er i Guds frelsesplan?
Jesus siger:
“Thi falske Messias’er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere, for om muligt at føre endog de udvalgte vild.” (Matt.24.24)
Når Jesus her bruger betegnelsen “de udvalgte”, så mener Han ikke menigheden, men de troende af Israel. Og vi ved, at Han mener falske Messias’er og profeter i ISRAEL, og at dette fænomen vil kulminere under den Store Trængsel, med Den Falske profet og Den Falske Messias, som skal sætte sig i Guds Tempel i Jerusalem. Dette skriftsted kan vi kristne derfor ikke pejle efter, Jesus henvendte sig kun til Israel:
“Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus.” (Matt.15,24)
Følgende er også et skriftsted, som er blevet brugt til at fokusere på verdens uhyrligheder, og til at tro at verdens ondskab eskalerer, som en indikation på den snarlige bortrykkelse:
“Thi folk skal rejse sig imod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.”
Men det handler om begivenheder, der skal finde sted efter bortrykkelsen.
Og DETTE skriftested er blevet fremhævet og brugt til at argumentere for, at krig, hungersnød og jordskælv skal blive hyppigere, efterhånden som vi nærmer os bortrykkelsen:
“Men alt dette er kun veernes begyndelse” (Matt.24,8)
Men dette skriftsted handler om VEERNE, som er Den Store Trængsel. Disse ting vil ske i trængselens første halvdel, veernes begyndelse.
Alt, hvad Jesus sagde, var møntet på Israel, så der er ingen af de begivenheder, Han nævnte, hvormed vi kan orientere os i Guds tidsplan for Menigheden.
TIDERNES TEGN IDAG
Hvis tidens tegn var at sammenligne med Skriftens bogstaver dengang, så er de det også i dag. Men siger Skriften noget, som skal tydes idag? Kan VI, Menigheden, se hvornår Messias kommer?
Paulus var, så vidt vi kan se, lige til sin dødsdom i Rom overbevist om, at han ville blive bortrykket i levende live, at han ikke skulle afklædes men overklædes, og at dette hans dødelige skulle opsluges af livet:
“…derefter skal VI, SOM LEVER og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne…” (1.Tess.4,17)
Hvorfor kunne da han - af alle - ikke tyde tidernes tegn? Hvis der da var nogen at tyde.
Først da han blev dømt, måtte han affinde sig med at skulle afklædes sit jordiske telt;
“Thi mit blod skal nu snart udgydes som drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal bryde op.” (2.Tim.4,6)
Der var ikke noget i Skriften, der skulle opfyldes, før bortrykkelsen kunne have fundet sted. Det var udelukkende Paulus’ død, der forhindrede hans bortrykkelse; havde han levet i dag, ville han ligesom os have kunnet vente Jesu komme i skyen hvad øjeblik, det skulle være.
Jesus kunne ifølge skriften have hentet Paulus og hele Menigheden, dengang Paulus levede.
Og sådan har det været lige siden; Jesus kan komme når som helst og hente sin menighed.
Men hvorfor snakker vi så overhovedet om verdenssituationen og begivenheder, der indikerer, at TIDEN ER NÆR? Taler Skriften om noget, der skal ske før eller lige op til Bortrykkelsen, noget der fortæller, at NU er det NU?
Nej, faktisk ikke. Situationen er nøjagtig, som den var, da Paulus levede; Jesus har lidt på korset, Helligånden er udgydt og “Herrens dag” er stadig ikke lige forestående - dvs. vi lever stadig i nådens tid.
ALT det, Jesus sagde, handler om Israel. Han siger intet til Menigheden men nævner den kun, som noget der engang skal komme.
ER STATEN ISRAEL ET “TIDSTEGN”?
“Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.” (Luk.21,29-32)
Til dette skriftsted er der to tolkninger med indbyrdes variationer:
1. “Figentræet og alle de andre træer”, som er sprunget ud, er et billede på Israel og alle de øvrige nationer, som fik selvstændighed efter Anden Verdenskrig, “sommeren” er Guds rige, Tusindårsriget, og “Denne slægt” er dén generation, der levede og så Israels genopståen i 1948. En generation skulle i bibelsk forstand være 70-80 år (Sl.90,10), hvorfor Jesus så vil komme tilbage, inden højst 80 år er gået fra 1948, dvs. Inden år 2028.
Denne tolkning har jeg det personligt ret svært med; dels fordi Israels oprettelse ligger inden for rammen af Menighedens tidshusholdning, dels fordi jeg ikke tror, at Gud mener, israel er “sprunget ud” i anden forstand, end at det er foregangsland for homoseksualitet og i det hele taget en dybt verdslig nation, med en masse religiøsitet. I åndelig forstand kan man ikke sige, at Israel på nogen måde blomstrer.
2. Ligesom figentræet og alle de andre træer springer ud sent på foråret, og man deraf kan se, at det snart er sommer, således indikerer Israels blomstring, at sommeren, Tusindårsriget, nærmer sig. Israels blomstring betegner de 144.000 med Helligånden beseglede, som er lys for folkene og under Den Store Trængsel forkynder evangeliet om den kommende Messias, hvorved en utællelig skare fra alle folkeslag (Åb.7.9,13-17) bliver frelst. De 144.000 er derfor at sammenligne med foråret, hvor træerne springer ud og et forstadie til Tusindårsriget, sommeren, hvor folkene skal vandre i Rigets lys.
“Denne slægt” er jødernes slægt, dvs. at det jødiske folk skal bestå gennem alt dette trods verdens forsøg på at udrydde det.
Dette synes jeg er en meget mere plausibel udlæggelse. Frasen: “…når I ser DETTE ske…” lægger sig ikke til træerne, der springer ud eller nationernes selvstændighed men til alt det, Jesus har omtalt i den foregående del af kapitlet; altså når jøderne “ser dette ske”, som står i vers 8-28, er Tusindårsriget nær.
På Paulus’ tid eksisterede staten Israel, og han vidste ikke, at den skulle opløses, at Jøderne skulle spredes blandt nationerne, og at de skulle returnere til landet igen 2000 år senere, for det står der ingenting om, så de kristne tager fejl, når de giver Israels tilbagevenden til landet i 1948 udelt opmærksomhed i dén henséende. Denne begivenhed har intet med Menigheden at gøre.
Vi skal elske Israel, Guds øjesten, og forsvare det, når det angribes af Guds og deres mange fjender, men derudover er der for mig at se ingen grund til at have overdrevent fokus på Israel i dag. Guds frelsesplan for Israel stoppede, da jøderne stenede Stefanus og endeligt forkastede evangeliet, og fortsætter først når Menigheden er bortrykket.
Det var til Israel og ikke Menigheden, at Jesus sagde: “Bed for Jerusalems fred”, og det var sagt i betydningen: “komme Dit rige”, og med dét mente Han Tusindårsriget.
Hvad så med Jesu ord: “Himlens udseende forstår I at tyde, men tidernes tegn kan I ikke tyde.”
Gælder de da ikke Menigheden? Nej, ALT, hvad Jesus sagde, var til Israel.
Men hvad er det da, vi skal efterleve og tro på, hvis Jesus kun talte til Israel og ikke til Menigheden?
Vi, Menigheden, modtager evangeliet igennem Paulus, hedningeapostelen, som sagde:
“Ham, som formår at styrke jer med MIT evangelium…” (Rom.16,25)
Så Paulus havde sit eget evangelium, som indeholdt den hemmelighed, han havde fået åbenbaret; nemlig hemmeligheden om Kristi Legeme, som hedningerne er medindlemmede i.
…at jeg ved en åbenbaring fik kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg i korthed har skrevet. Og når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for Hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen…” (Ef.3,3-6)
Og der er kun én ting i Skriften, der skal opfyldes, før Menighedens mål er nået, og vi kan hentes bort i herlighed:
“…der hviler forhærdelse over en del af Israel, INDTIL HEDNINGERNE FULDTALLIGT ER GÅET IND; så skal hele Israel frelses…” (Rom.11,25-26)
Så når hedningerne er gået fuldtalligt ind, kommer bortrykkelsen, og derefter vil Jesus vende tilbage syv år efter og “genopbygge Davids faldne hytte.” (Ap.G.15,16), dvs. genrejse Israel i Tusindårsriget.
Det eneste, vi kan sige om, hvor vi er på tidsskalaen, er, at “…frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende.” (Rom.13,11)
Men der står faktisk nøjagtig, hvornår Jesus kommer og henter Menigheden:
“Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, I ÉT NU, på et øjeblik…” (1.Kor.15,52)
Evigheden er i nu’et. Tiden eksisterer i virkeligheden ikke. Når vi kommer på den anden side, hvor denne verdens tidsånd ikke længere blinder os, vil vi se det.
Peter udtrykker det således:
“…for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag” (2.Pet.3,8b)
Vi lever i nu’et, hvad enten vi ved det eller ej. Nu’et er evigt. Derfor kan vi sige: Han kommer NU!
Tiden er bare en illusion; der findes kun forandring og bevægelse: Viserne flytter sig på skiven, jorden drejer, vi ældes og forgår. Og det hele sker i det evige NU.
De eneste tider, der eksisterer, står i Skrifterne, og ifølge deres tegn kan Jesus komme NU.
Så alt, hvad vi ved, er, at hver dag er vi en dag nærmere, og det er også nok til HVER DAG at glæde sig des mere til Herrens åbenbarelse for os, hvor vi skal se Ham, som Han er og blive Ham lig. Amen.
