SYNET:
Jeg så under mig et stort, udstrakt Danmarkskort. Mens jeg med undren betragtede dette store landkort over mit fædreland, så jeg skyde op af jorden en vældig, imponerende bygning i form af et kolossalt kors, der dækkede landet lige fra Skagen til Bornholm.
Ud fra korsarmene tegnede sig som strålebundter en her samling lukkede gårde. Selve bygningen virkede utiltrækkende og skummel. Gårdene, som formede sig som en vifte ud fra korsbygningens arme, var fyldte med mennesker. Og jeg blev endnu mere forundret, og et spørgsmål trængte sig på: Herre, hvad betyder dog dette?
RØSTEN:
Som svar på dette spørgsmål hørte jeg en røst, som talte med stor myndighed men også med en gribende tone af medlidenhed og sorg: Det angår nådetidens afslutning! - Se nøje til!
Nu syntes bygningen at komme nærmere, og med forfærdelse så jeg, at den store korsbygning var et vældigt fængsel, let at kende på de små tilgitrede vinduesåbninger. Så så jeg en hånd, som skrev henover bygningens tag to navne. På den lange led: Protestantismen og på den korte led: Katoliscismen.
En knugende dødens stilhed rugede over hele den store bygning. I modsætning hertil var der stor tummel og larm i de mange fangegårde, og forvirring og uenighed prægede hele denne samling mennesker i fangenskab.
Derefter så jeg atter hånden tegne over fangegårdene navnene på alle mulige sekter og samfund, som efterhånden er blevet bygget op i forbindelse med og ud fra den store fængselsbygning.
Meget mærkeligt så og hørte jeg i fangegårdene. Fra baptistgården hørte jeg et afgjort og energisk råb: “Graven er os nok!”
Fra Indre Mission lød det bestandigt: “Vi har det hele i barnedåben!”
I gården, som var betegnet med Frelsens Hær, hørtes klingende hornfanfarer, rungende hallelujaråb, en fane blev svunget over hæren med dens kendte emblem “Blod & Ild”, men ordet “Ild” var overstreget.
Metodistgården: “Vi holder os til vor store John Wesley, og behøver ingen pinseoplevelser.”
Også fra gården, som hed Missionsforbundet kom et særegent råb: “Vi vælger selv; vi er ikke bundet af Skriftens bogstav!”
Og vi i Pinsebevægelsen var med i denne samling af samfunds- og partigårde.
Apostolsk Kirke havde dette: “Vor apostolske åbenbarelse om de overordnede embeder er den højeste sandhed.”
Og i Pinsebevægelsens gård lød der megen skrigen og hylen, og man talte i tunger og profeterede i munden på hinanden. Desuden en dyster undertone af stridigheder om magt og indflydelse.
Og der var mange andre gårde, hvor man blot hyldede visse religiøse personligheder; såsom Joseph Smith, Mormonkirkens grundlægger - Annie Besant, Teosoffernes præstinde - Ellen White, adventisternes profetinde og Mary Baker Eddy, indstifteren af sekten Kristen Videnskabs ejendommelige absurditeter.
Så talte røsten igen og sagde: “Har jeg ikke udråbt almindelig benådning for alle disse fanger? Hvorfor bliver de dog i dette fængsel?”
I min ånd råbte jeg så til Herren: “Oh Herre Jesus, vis mig hvor menigheden er!”
Da så jeg skyde op rundt omkring i hele landet uden for fængslets mure; de dejligste grønne enge, vidunderlige græsgange. Gennem dem alle rislede bække med det klareste, reneste vand. Overalt voksede buske med pragtfulde blomster og frugttræer med dejlige frugter. Overalt græssede store fåreflokke med en mængde små lam. Over disse enge lød det med den inderligste tone af ømhed og kærlighed:”Jeg er den gode hyrde, den gode hyrde har givet sit liv for fårene og lammene.”
Videre talte røsten til mig: “Ser du alle disse mennesker, indelukkede i deres snævre partigårde? De er kommet ud fra den store fængselsbygning og befinder sig virkelig under en åben himmel, og dog lever de stadig som fanger i disse gårde, thi de vil holde fast ved det menneskelige lærdomsvejr, som er imod mit levende og blivende Ord.
Men lad alle mine trofaste vidner og tjenereog tjenerinder, som jeg har beseglet med min Ånd, højlydt forkynde nådetidens afsluttende budskab til mit folk. Vær uforfærdede og frimodige! Følg tillidsfuldt i jeres herres og mesters fodspor! Gå ud fra løgnelærernes og de falske profeters Babylon og hav intet samkvem med deres vederstyggelige urenheder! Nu er tiden såre nær!”
Og denne bøn kom op i mig: “Oh Herre, vis mig hvad der vil komme over vort land. Røsten svarede ikke direkte, men ude mod øst, i horisonten, trak mørke, ildevarslende skyer sammen. Der hørtes med mellemrum et fjernt og svagt tordenbulder, og lynene blinkede i stadigt tiltagende tempo derude i den østlige horisont. Pludselig var det som om, en hvirvelstorm fejede ind over landet, og i dette øjeblik forsvandt i et nu alle de smukke enge og græsgangesammen med deres talrige fåreflokke og alle deres små lam. På nogle få sekunder var himlen blevet sort af orkanagtige uvejrsskyer, som lod centnertunge haglsten regne ned over landet, mens lynene knitrede, og som flammende pile slog ned på den store fængselsbygning, som snart var et vældigt bragende bål, hvis gnister føg hen over landet og forvandlede byer og landsbyer til rygende ruiner.
Med forfærdelse hørte jeg røsten hæve sig igen med stor myndighed og kraft: “I min time og på min befaling kommer vredesdommen over Den Store Skøge, Den Falske Profet og Det Skarlagenrøde Vilddyr…”
Her sluttede synet, og røsten lod sig ikke mere høre. Og nu er det nedskrevet. Intet er glemt, og intet er udeladt. Det vil nu blive læst og kommenteret for og imod og utvivlsomt rejse en storm af vrede og raseri. Men sådan har falsk religiøsitet og hyklerisk farisæisme altid reageret over for de budskaber, som Herren i sin nåde lader Ånden bringe til menighederne.
Hvad mig selv angår skal jeg blot tilføje dette: Jeg tror at have været lydig imod det himmelske syn. Jeg måtte vente i mere end halvtreds år med at forkynde det offentligt. Jeg forstod fuldtud, at “synet er forseglet” og ikke skulle bekendtgøres før ved endens tid, ved nådetidens afslutning. Og dog brændte det som en ild i mit indre. Et så alvorligt budskab kan man kun frembære med stor frygt og skælvende hjerte, og naturligvis med bøn i hjertet til Gud om, at det må blive modtaget og få lov til at virke i sindene efter dets hensigt. Og så være hermed overgivet til alle vore menigheder i Danmark til grundig prøvelse i Skriftens lys, og til vore elskede brødres afgørelse om, hvorledes vi skal stille os til det. Som på apostlenes tid,når der skulle tages stilling til problemer af vidtrækkende betydning for den kristne menigheds fremtid: “Helligånden sammen med os beslutter i denne sag, at…”
