Israel var klar over, hvad der var det rigtige. Da de i ørkenen kom til Sinai bjerg, overbragte Moses dem 2 bud:
"Seks år skal du beså din mark og seks år skal du beskære din vingård, men i det syvende år skal landet have en fuldkommen sabbatshvile; en sabbat for Herren. Din mark må du ikke beså og din vingård må du ikke beskære." (3.Mos.25.2-4)
Desforuden skulle jorden ligge brak hvert 50. år:
"...et jubelår skal dette år, det 50., være eder. I må ikke så og ikke høste..." (3.Mos.25.11)
Altså skulle hvert 7. år, også kaldet friåret, og hvert 50., jubelåret, være en sabbatshvile for landet, hvor jorden skulle ligge brak. Hele kapitel 25 omhandler loven om de 2 slags sabbatsår, friåret og jubelåret, men der hører mere med. Da grundteksten ikke er inddelt i kapitler, men denne inddeling er lavet af mennesker, må vi godt sige, at inddelingen er forkert.
De to første vers i kap. 26 tilhører nemlig kap. 25. Læs engang kap. 25 efterfulgt af kap. 26,1-2 og se, at kap. 25 omhandler dette; at holde sabbaterne, og kap. 26,1 omhandler det at holde sig ren fra afguderne. I kap. 26,2 sammenfattes og afsluttes så disse 2 bud:
"Mine sabbater skal I holde", (Lad jorden hvile) og "min helligdom skal I frygte" (Dyrk ikke afguder)
Resten af kap. 26. fra vers 3 omhandler derimod velsignelserne og forbandelserne. Såfremt de efterlevede disse 2 bud, skulle de herlige velsignelser i kap. 26,3-13 tilflyde Israels nation.
Israel var desværre langt fra lydige mod Herrrens røst. Derfor kommer vi nu til det meget mere aktuelle, nemlig den forbandelse, som skulle komme over dem, såfremt de var ulydige. Forbandelsen er to-delt og indeholder for det første en advarsel om, at gud vil gøre lige for lige imod det ulydige Israel:
"Men hvis I ikke adlyder mig...så vil jeg også gøre lige for lige mod jer..." (3.Mos.26,14-16)
En uddybning af konsekvenserne ved sabbatsbruddet er beskrevet i (3.Mos.26,34-35):
"Da skal landet, medens det ligger øde, og I er i eders fjenders land, få sine sabbater godtgjort, da skal landet hvile og få sine sabbater godtgjort; medens det ligger øde, skal det få den hvile, det ikke fik på eders sabbater, dengang I boede deri."
Og dernæst, hvis de alligevel ikke adlød ham, ville han straffe dem 7 gange så meget, som de syndede imod ham:
”Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte jer endnu mere, ja syvfold for jeres synder. ” (3. Mos 26.8)
Gud siger altså:
Hvis ikke I holder sabbaterne, vil jeg "gøre lige for lige mod jer", men hvis I dyrker afguder vil jeg "tugte jer syvfold!"
At Gud i sandhed gjorde "lige for lige" imod Israel er en uomtvistelig sandhed, som jeg har redegjort for i afsnittet De 70 år.
For hver gang Gud måtte føre denne hårde, 7 foldige gengældelsesdom over Israel, uden at de omvendte sig, ville han føre en ny 7 foldig straf over dem ialt 4 gange, vers. 18, 21, 24 og 28. Tallet 4 står i skriften for verden - verden blev skabt på den 4. dag, de 4 verdenshjørner osv. Og det, at straffen udmåles 4 gange, betyder, at Israel skulle være underlagt de 4 hedenske verdensriger i Dan. 2 og 7: Babylon, Persien, Grækenland og Romerriget.
Hvornår ville denne lov så træde I kraft og være aktivt virkende? Hvornår ville selve lovgrundlaget være til stede? Israel var jo på rejse gennem Sinai-ørkenen, og der var ikke meget land, hverken at dyrke eller at lade ligge brak. De skulle frygte hellidommen, tabernaklet som de bar med sig undervejs, men først når de kom ind i landet, skulle de lade jorden ligge brak.
Når de så var kommet ind i landet, ville dommen så komme over dem fuldt ud, i fald de ikke adlød Gud? Var da grundlaget for Guds bud, forordninger og domme fuldt tilstede? Der manglede én ting. Den endelige helligdom, der skulle frygtes, var ikke tabernaklet. Han siger jo:
"Jeg vil opslå min bolig midt iblandt eder..." (3.Mos.26.11)
Tabernaklet var jo allerede opslået midt iblandt dem, og blev i øvrigt som det telt, det jo var, pillet ned, hver gang Israelitterne skulle videre på vandringen. Ydermere ville Herren selv udvælge det sted, hvor denne helligdom skulle bygges:
"...Når hele Israel kommer for at stedes for Herren din Guds åsyn, på det sted, Han udvælger..." (5.Mos.31.11)
Israel indtog Kana’ans land, og ca. femhundrede år senere, viste Gud Kong David det sted, Han havde udvalgt til sit tempels opførelse – nemlig jebusitten Ornans tærskeplads i Jerusalem (2. Krøn. 3.1). Byggeriet påbegyndtes af Davids søn, kong Salomo i det 480. år efter udvandringen fra Ægypten. Loven om sabbatsår og afgudsdyrkelse trådte hermed i kraft og muligheden for velsignelsen og risikoen for forbandelsen blev reél.
”Herren har sat mig ind i alt dette ved et skrift, jeg har fra Hans egen hånd, i alle de arbejder, planen omfatter.” (1.Krøn.28.19)
Så denne helligdom var opført efter Guds nøjagtige plan og ikke efter menneskers lyster. Og derefter bekræftede Han også selv, at dette var tilfældet, da huset efter 7 års byggeri var fuldendt og skulle indvies til Gud.
Da Salomo under indvielsesceremonien bragte offeret, lod Gud ild falde fra himmelen og opbrænde offeret, og godtog dermed offeret på den allermest overbevisende måde. Dernæst står der, at Guds herlighed fyldte helligdommen, så præsterne hindredes i at udføre Gudstjenesten.
Fra da af var Guds herlighed helt fysisk til stede i Jerusalem, og Israel ville blive dømt hårdt, hvis de herefter lod hånt om Hans tilstedeværelse og ringeagtede Hans forordninger.
- Misgerningen -
I afsnittet De 430 år ser vi, hvordan profeten Ezekiel dømmer Israe og Juda for deres misgerninger og fastsætter dem til 430 år. Vi finder i det efterfølgende afsnit; De 70 år også ud af, at Israel i den tid, hvor templet stod i Jerusalem overtrådte BEGGE Guds bud; de dyrkede både jorden OG afguderne igennem hele templets tid.
Gud havde sagt, at Han ville gøre lige for lige imod Israel, hvis de ikke adlød Ham.
Da de ikke adlød Ham i templets 430 år, gjorde Gud lige for lige imod dem og forstødte dem til Babylon, hvor de var i tilsvarende 70 år, så landet kunne få sin hvile.
Men selv i Babylons udlændighed fortsatte de deres lovbrud og dyrkede stadig både jorden og Babylons afguder.
Men Gud havde jo sagt, at han vil i så fald tugte dem - ikke lige for lige, men SYVFOLD altså 7 gange for deres misgerninger. Og så skal vi lige se på, hvordan det er gået med dét.
Sabbatsårene, de 70 af de 430 år er som sagt "lige for lige", men efter dem og tilbagekomsten fra Babylon henstod der endnu de resterende 360 år, som ifølge 3.Mos.26,8 skulle ganges med 7 for at fastsætte åremålet på straffen.
De 2554 år
Kom der da en sådan syvfoldig straf over Israel? Da syvfoldsforbandelsen lød 4 gange i 3.mos.18-2o, må vi spørge: Kom der da 4 x 7 x 360 års straf over Israel? De 7o manglende sabbatsår vil Herren straffe lige for lige, men de resterende 36o af de 43o misgerningsår vil Han straffe syvfold!
7 x 36o = 252o.
Lægger man hertil de 7o manglende sabbatsår får vi 2590 år.
Straffen er altså 2590 år.
Men hvilken slags år?
År á 360 dage
I bibelen ser vi flere steder, at profetiske år i skriften ikke er på 365,42 dage men år á 36o dage. F.eks.: Syndfloden kom på den 17. dag i den 2. måned, (1.Mos.7.11) og den varede indtil den 17. dag i den 7. måned (1. Mos.8.4), altså 5 måneder. I alt 150 dage (1. Mos. 7.24). For at 5 måneder skal give 150 dage, må det være måneder á 30 dage. Havde det været måneder på skiftevis 30 og 31 dage ville syndfloden have varet 152,5 dage.
For at udmåle og lokalisere straffens år, må vi først omregne de 2590 profetiske år til almindelige solår, for at finde ud af hvornår Israels straf udløber. Vi må omregne dem til dage og derefter placere disse dage ind i vores kalender, der som bekendt er delt ind i af år à 365,42 dage. Omkring år 530, da munken Dionysius Exiguus lavede vores nuværende kalender, glemte han at medregne år 0. Vi må således huske at lægge 1 år til.
2590 profetiske år x 360 dage : 365,42 dage
= 2553 solår + 1 år (år 0)
= 2554 solår
Dette er det antal år, vi må regne frem fra det tidspunkt, straffen iværksættes, hvis vi ønsker at kende sluttidspunktet.
Og det ønsker vi.
1. trin, 609 f.kr.
Guds 4-punkts afvikling af landet som jødernes ejendom startede med, at Juda's 40. og sidste retmæssige konge,
Joahaz, blev bortført til Ægypten i år 609 f.kr. ifølge vores kalender. Dette er slutningen på Juda's eksistens som fri, selvstændig nation og dermed straffens begyndelse, så vi må gå 2554 år frem for at finde dens udløb:
2554 – 609 = 1945
Straffen skulle altså – ihvertfald i én forstand – være ophørt i 1945. Er den så det? Vi ved, at mange århundreders antisemitisme og jødeforfølgelser kulminerede med nazisternes udryddelse af ca. halvdelen af alle jøder - netop i år 1945, hvor hele verdensopinionen kom i Israels favør, da det blev åbenbart, hvilke grusomheder vi havde forvoldt dem.
2. trin, 606 f.kr.
Jojakims bortførelse til Babylon. Kong Nebukadnezar lod ham, efter at have sikret sig hans loyalitet, rejse tilbage - nu istedet som statholder for Babylon, der havde slået Ægypten og var blevet den ledende verdensmagt. Dette skete år 606 f.kr. Ved denne lejlighed kom også profeten Daniel til Babylon. Han, derimod, vendte ikke tilbage men havde hele sin vældige profettjeneste dér. Regner vi de 2554 år frem fra 606, så får vi:
2554 – 606 = 1948
Dette er det årstal, staten Israel genopstod som en fri, selvstændig nation. Således har Israel igen efter udstået straf, fået noget af det tilbage, som det havde mistet. Landet var dog stadig truet fra alle sider af fjendtlige arabiske regimer.
3. trin, 598 f.kr.
Jojakims søn og efterfølger Jojakin bragtes til Babylon og erstattedes af sin broder Zedekias som statholder for Babylon i år 598 f.kr. Sammen med Jojakin og mange andre blev også profeten Ezekiel bortført. Det tredje årstal var altså år 598.
2554 – 598 = 1956
Dette år havde vi den anden store krig mod araberne, hvor Israel udvidede sit område og cementerede staten yderligere, da de slog dem under Suez-krisen.
4. trin, 587 f. kr.
Bortførelsen af Zedekias, afbrændingen af Guds tempel og nedbrydningen af muren omkring Jerusalem i år 587 f. kr. Profeten Jeremias, som Zedekias - på grund af hans profetier om Babylonernes forestående sejr - havde ladet fængsle under Jerusalems belejring, blev ved denne lejlighed som den eneste i Jerusalem sat fri af Nebukadnezar.
Det fjerde og sidste årstal - forbandelsen lød jo 4 gange - var 587 f.kr., hvor templet blev nedbrændt, og resten af Jerusalem indbyggere bortført.
2554 – 587 = 1967
I dette år fandt 6-dages krigen sted, og jøderne erobrede Jerusalem og tempelpladsen, Guds udvalgte åbenbaringssted, tilbage.
