"Han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister og andre som hyrder og lærere FOR AT GØRE DE HELLIGE FULDT BEREDTE til deres tjenestegerning; at opbygge Kristi legeme."
(Ef.4.11-12)
Inden for de 888 år, hvor Israel eksisterede som en fri og selvstændig nation, var Israel administreret tilsvarende af 5 autoriteter, som Gud oprejste til frelse for sit folk fremimod opbygningen af Guds tempel i Jerusalem - det tempel som skulle være et forbillede på den nytestamentlige menighed, Kristi Legeme.
Ægyptens koglere udbrød, da Moses overgik dem i mirakelkunst: "Dette er Guds finger" (2.Mos.8,15), og sådan har Gud oprejst 5 tjenester i menigheden, som har den samme autoritet. Disse fem udgør Guds hånds 5 fingre i menigheden; 1. evangelisten, 2. hyrden, 3. læreren, 3. profeten og 5. apostelen, hvormed Han opbygger sit åndelige tempel idag.
1.
Moses - Evangelisten
Moses kom til Ægypten og forkyndte, at “Jeg ér” - Abrahams, Isaks og Jakobs gud - havde vist sig for ham og sendt ham til dem for at befri dem fra slaveriet og føre dem til et land, der “flyder med mælk og honning.” Han brød De ægyptiske afguders magt ved de 10 plager eller straffedomme, Gud eksekverede på Moses’ bøn.
Moses udstillede de 10 øverste ægyptiske guder, som hver især var gud over hvert af de 10 områder, som plagerne vedrørte.
Hapi, Nilens Gud, blev ydmyget, da Moses forvandlede Nilen til blod, Heket, som afbildedes med et hoved som en frø, blev overvundet af frøplagen, Geb, jordens Gud, blev slået, da støvet blev til myg osv. osv.
Det var det samme evangelistiske princip, der var i funktion, da evangelisten Filip forkyndte frihedens budskab og åbenbarede Guds kraft i Samaria, så selv troldmanden Simon kom til troen. De onde ånder fór ud, og han gjorde store tegn og undergerninger, Ægyptens afguder var blevet slået igen. Moses er et forbillede på evangelisten i menigheden.
2.
Josva - Hyrden
Moses døde efter at have udpeget den mand, der skulle føre Israel ind i det forjættede land - Josua Nuns søn, som var fuld af visdomsånd (5. Mos. 34,9). Under Josuas ledelse nedkæmpede Israel ved Herrens hjælp de 7 fjendtlige folkeslag, som indtil da havde beboet det forjættede land - Kana’an. Han nedbrød fjendens fæstningsværker såsom f.eks. Jeriko, hvis mure styrtede sammen, da Israelitterne blæste i vædderhorn.
Dette er et fantastisk billede på de tankebygninger, som Hyrden ved Helligånden lys begynder at nedbryde i deres sind, som lytter til hans forkyndelse. Herren er nødt til at nedbryde levnet fra det gamle liv, fjendens fæstningsværker hvor de onde ånder havde fodfæste.
Herren ønsker imidlertid ikke kun at nedbryde men også at opbygge, så efterhånden som Josva indtog landet, fordelte han det blandt Israelitterne, så hver stamme fik sin lod, og hver israelit fik sin jordlod til evig arv. Dette betyder, at vi hver især skal se, hvilken tjeneste har til os individuelt – hvilken side af Kristus netop jeg er kaldet til at udtrykke – hvem jeg er i Kristus.
Moses kalder Josva for "hyrde" (4.Mos.27,16-18). Josva definerede Israels, Guds Riges grænser udadtil. Dette er et billede på en anden vigtig egenskab hos hyrdetjenesten, nemlig dette at han ved skriftens ord forkynder os, hvad vi har fået i Kristus - hvem vi er i Ham og Han i os - hvad der tilhører Guds Rige, og hvad der tilhører verden.
Josva hedder på hebraisk Jeshua, som er det samme navn som Jesus. "Hyrde" er også den eneste af de 5 tjenestetitler, Jesus benævner sig selv med. Josva er et forbillede på menighedens hyrdet.
3.
Dommeren - Læreren
Herren sendte ialt 12 dommere - eller befriere - som bl.a. slog den indtrængende fjenden tilbage og hver gang bragte okkupationen til ophør. Når Israel var faret vil fra Gud og havde brudt fællesskabet med Ham ved deres afgudsdyrkelse, lod han fjenden trænge ind og kue dem. Når så deres skrig over deres undertrykkeres hånd nåede op til Gud, lod han dommere fremstå, som brød fjendens magt over Israel. (Dom.2,11-16)
Dommeren er et forbillede på lærertjenesten i menigheden, og fjenderne er et billede på de åndsmagter, der prøver at trænge ind og ødelægge menigheden indefra. På samme måde som dommeren uddrev fjenden af landet, uddriver læreren fjenden af menigheden. Han afslører dæmoniske strømninger, lærdomme indflydelse i menigheden. De dæmoner, der inspirerede Israels fjender i dommertiden, er de samme, som nu står bag de falske lærere, hvis falske forkyndelser ødelægger menigheden idag.
Satans farligste angribere er de såkaldte ”Løgnelærere, brændemærkede I deres samvittighed” (Læreren i den kristne menighed kender Guds ord og er I stand til ud fra Åndens lys over dette at identificere fremmed åndsindflydelse via påvisning af uoverensstemmelser mellem denne og Skriften.
4.
Profeten
I Bibelen har vi 4 store og 12 små profeter, hvis skrifter er en del af den. Men der er ialt 88 profeter i Bibelen.
Profeten har bevaret sin titel uændret, fordi tjenesten er den samme.
Han udkalder stadig tjenere, forudsiger fremtidige hændelser og udstikker, sammen med den øverste autoritet, som nu ikke længere er kongen men apostelen, retningen for menighedens arbejde.
5.
Kongen - Apostelen
Efter de 12 dommere oprettede Gud kongedømmet efter Israelitternes krav. De ville ikke vente på, at Herren selv opfyldte sin forjættelse og sendte Messias, jødernes konge, men de krævede en konge, “der kunne føre deres krige.” Samuel indsatte først Saul og dernæst David - manden efter Guds hjerte - som konge. Det var netop David, der fik udpeget det sted, hvor templet skulle bygges, og som af Herrens egen hånd modtog en nøjagtig beskrivelse af helligdommen, dens indretning og anvendelse:
“ Herren har sat mig ind i alt dette ved et skrift, jeg har fra Hans egen hånd...”
(1.Krøn.28,19)
Dog måtte han ikke selv bygge det, men den næste konge, hans søn Salomo, skulle bygge det af de materialer David havde samlet og efter den plan, David havde fået af Gud
Der var ialt 40 konger i Israel og Juda. Kongen er et forbillede på apostelen og denne tegning er netop dét, der kendetgner aposteltjenesten. Apostelen er ham, der har planen over menighedens opbyggelse, Ligesom David havde tegningen over templet. Paulus, som er den største af alle apostle, siger om sig selv: "...thi jeg har ikke forsømt at forkynde jer hele Guds frelsesplan." (Apg.G.20,27) Han var altså bærer af Guds frelsesplan, "...jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere tiders slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn..." (Ef.3,4b-5a)
Paulus kaldte sig selv for en "kyndig bygmester" (1.Kor.3,10). Jesus var "Den sten som blev vraget af bygmestrene" (1.Pet.2,7). Her referer titlen til yperstepræsterne, som ikke var kyndige men derimod uforstandige; "tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør." (Luk.23,34)
Apostelen er også bærer af de 4 øvrige tjenester; han er "tommelfingeren" på Guds hånd - den eneste finger, som på naturlig vis kan brøre alle de øvrige 4 fingre. Når paulus kom til en by, begyndte han at virke som evangelist og at prædike for de ufrelste, indtil Gud føjede nogen til ham. Dem begyndte han så at virke som hyrde overfor og tage sig af og hjælpe tilrette i Kristus. Derefter begynde han så ved sin lærergerning, som vel var den mest fremtrædende side ved Paulus' tjeneste, at opbygge dem i Kristus og undervise dem i Guds Ords hemmeligheder. Endelig virkede han som profet og udkaldte i kraft af sin autoritet på dette område nye tjenere, som så indsatte ældste og diakoner, inden han drog videre til den næste by.
På samme måde var kongeembedet i Israel forbilledligt i besiddelse af tilsvarende alle 5 funktioner:
1. Han var som Moses en evangelist; dvs forkynder for hedningerne, de "ufrelste." Dronningen af Saba, som lå i Ætiopien, kom til tro på Israels Gud (1.Kg.10,1-10)
2. Han var som Josva en hyrde for folket og som ledte det med den visdom, Gud havde givet ham.
3. Han var som dommerne en lærer, der dømte og skiftede ret med visdom mellem de to skøger. (1.Kg.3,16-28)
4. Han var en profet, da Gud lod sig til syne for ham 2 gange. (1.Kg.11,9)
5. Og som konge var han en apostel, der havde tegningen over templet, som er et billede på menigheden (1.Pet.2,5).
