"Herren talte til Moses på Sinajs bjerg og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, skal landet holde sabbatshvile for Herren. Seks år skal du tilså din mark, og seks år skal du beskære din vingård og høste afgrøden; men i det syvende år skal landet holde fuldstændig hvile, en sabbat for Herren; da må du ikke tilså din mark eller beskære din vingård. Hvad der har sået sig selv efter din høst, må du ikke høste, og druerne fra de ubeskårne ranker må du ikke plukke. Landet skal have et hvileår. Hvad landet i løbet af sin sabbat selv frembringer, skal I have til føde, du selv og dine trælle og trælkvinder, dine daglejere og de tilflyttere, der bor hos dig; også dit kvæg og de vilde dyr i dit land skal have dets afgrøde til føde.
Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år; de syv sabbatår bliver i alt niogfyrre år. På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken."
(3.Mos.25,1-12)
"Men hvis I ikke hører på mig og ikke følger alle disse befalinger, hvis I forkaster mine love og vrager mine retsregler, og ikke følger alle mine befalinger, men bryder min pagt, da vil jeg også gøre LIGE FOR LIGE imod eder..."
(3.Mos.26,14-16)
"Da skal landet, medens det ligger øde og i er i Eders fjenders land, få sine sabbater godtgjort, da skal landet hvile og få sine sabbater godtgjort, imens det ligger øde, skal det få den hvile, det ikke fik på jeres sabbater, dengang i boede deri." (3.Mos. 26,34-35)
Israels land skulle altså ligge brak og måtte hvert 7. år ikke dyrkes. Desforuden skulle det ligeledes hvert 50. år ligge udyrket. Ellers ville Gud gøre lige for lige imod dem og udstøde dem af landet i en tilsvarende periode.
Og nøjagtig sådan kom det til at gå. Israel holdt ikke Guds sabbatsbud men dyrkede jorden kontinuérligt i de 430 år, hvor Guds tempel stod i Jerusalem. Derfor sendte Gud Babyloneren Nebukadnezar for at føre dem bort til Babylon. Han nedbrændte Templet, som Israel havde ringeagtet ved deres ulydighed, og de måtte vandre i landflygtighed til Babylon, hvor de levede i længsel efter deres hjemland.
Efter templets 430 år og dets efterfølgende ødelæggelse, lå landet i dén forstand øde hen i 70 år, indtil Israel vendte hjem fra landflygtigheden i Babylon. Jeremias siger at dette skete, for at landet kunne få sine sabbater godtgjort.
(2.Krøn.36.21, Jer.25.11, Jer.29.10)
...og Daniel sagde, imen han var i Babel:
”...i (Darius’) første regeringsår lagde jeg, Daniel, mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ordtil profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år.”
(Dan. 9.2)
På et eller andet tidspunkt i Israels historie, forsømte Israel altså at lade jorden ligge brak i sammenlagt 70 år.
Det ved vi jo, at den skulle både i sabbatsåret, som var hvert 7. år og I jubelåret, som var hvert 50. år.
Der skal en periode på 430 år til for at afholde 70 sabbatsår, fordi på 430 år er der
61,4 sabbatsår og 8,6 jubelår - tilsammen 70 år.
I afsnittet De 430 år læser vi, at disse 430 år var Templets tid; Guds eller Salomos Tempel stod i Jerusalem i 430 år, og Guds herlighed var I Templet. Disse 430 år var kritiske for Israel, da deres moralske standpunkt I forhold til Guds lov ville blive nidkært bedømt i denne periode.
Dette tyder på, at Israelitterne i den tid, templet stod, dyrkede jorden kontinuérligt uden at lade landet få den foreskrevne hvile. Foruden dette dyrkede de afguder, mens Shechina - Guds herlighed – var I templet.
Hvis dette er tilfældet, har Gud for første gang givet Israel "lige for lige." De undlod at lade jorden ligge brak i sammenlagt 70 år - og Herren straffede dem med 70 år i landflygtighed, hvor landet kunne få sin tiltrængte hvile.
Dette burde jo ifølge al fornuft have fået Guds folk til at vende om. En sådan kontant afregning og opfyldelse af profetien måtte få én til at indse, at en langt hårdere straf - nemlig en 7-foldig - kunne ventes.
